fredag den 30. november 2012

varme dukkefødder

Nu nærmer sig pakkekalendetiden og så er det jo perfekt blandt andet at kunne putte lidt tøj til ungernes dukker blandt de andre gaver.
Der er godt nok lige nogle julekjoler der skal klippes færdig og sys og et sjal der skal strikkes, men mon ikke det går at de gaver kommer på kalenderen lidt senere..?

Der blev i går dog sørget for at Yukis dukke vil kunne holde fødderne varme vinteren over, jeg har nemlig hæklet et par strømper til den.

De er hæklet 'ud af hovedet' i Alpaca fra Drops og passer perfekt - og jeg glæder mig til at se hvordan de bliver modtaget - og om de er til selv at putte på når man er fire, men mon ikke det går?

(Jeg beklager billedkvaliteten)
 
Nu skal jeg lige i tænkeboks på hvordan man kunne lave noget lignende til Kalas dukke, men Kala er kun to, så det skal helst ikke være alt for svært for de små tykke fingre at putte på, jeg tænker det bliver noget i retning af et par 'sko' med elastik foroven måske...

Og nu skal jeg ud og købe ind til juleklippedag i morgen, god weekend!

tirsdag den 27. november 2012

DIY på rispose


Her er en DIY på risposerne som jeg omtalte i mit sidste blogindlæg. Jeg håber den giver noget mening, ellers er spørgsmål velkomne!

Jeg har tidligere lavet dem med to lag stof for at være sikker på at de holdt til lidt slid, men i dag lavede jeg dem altså lige i en ny version, hvor der kom en bedstemorfirkant udenpå i stedet for det sidste lag stof.
Hvis du hellere vil have en traditionel rispose med to lag stof, så tilføjer du bare to firkanter i det yderstof du gerne vil have.

Først skal du klippe to firkanter på ca 12x12cm, jeg har syet med 1cm sømrum der er inkluderet i denne DIY. Og det er så her du lige klippet to firkanter på 12x12 mere, hvis du skal have yderstof i stedet for bedstemorfirkant

 
Herefter lægger du firkanterne sammen og syr dem sammen, dog uden at sy hele vejen rundt, der skal helst være en halv side der er åbent så du kan vende posen og fylde risene i.
Syr du med to lag stof skal yderstoffet ligge ret mod ret inderst så det kommer til at være yderst når du vender posen

 
Så vender du vrangen ud af posen, så syning og sømrum kommer indvendig og dit yderstof kommer yderst.
Det kan godt betale sig at bruge en hæklenål til forsigtigt at skubbe hjørnerne ud med så de bliver lidt skarpere - dette vil være en fordel når du kommer til næste trin, da hjørnerne bliver pænere, hvis de er firkantede
 
 
sy en ekstra gang rundt langs kanten på ydersiden, dette er både for syns skyld og for at styrke sømmen så den ikke så let går op og risene falder ud, men husk stadig at lade en halv side stå åben så du kan komme risene i.
 
 
Til en stofpose på denne størrelse kommer jeg mellem 80 og 100 gram grødris i - det kommer lidt an på hvor fast man vil have posen.
Du kan også komme lidt tørret lavendel i, men det er sværere at dosere fordi der skal så lidt til at få en kraftig duft. Jeg vil tro der skal den samme mængde lavendel i, som når du kommer 'en knivspids' af noget i maden...

 
Når ris og evt lavendel er kommet i posen skal du sy posen til.
Dette har jeg gjort ved at sy kanten sammen på samme måde, som den pyntesyning du lavede inden du fyldte risene i posen.
Og sy gerne en ekstra gange frem og tilbage så du er sikker på at det kommer til at holde eftersom der ikke her er syet to sømme som med resten af posen.
 
Og vupti - så har du en færdig rispose, som du kan varme op i mikroovnen og kommer i din lomme når du tager afsted ud i kulden.
Jeg giver dem omkring 20-30 sekunder på fuld styrke, men husk nu at blive ved ovnen så du ikke glemmer dem, det tror jeg nemlig ikke de har så godt af.

 
 
Det er normalt poserne kan virke en smule fugtige lige efter opvarmning, men det går væk efter et halvt minuts tid og skulle gerne aftage jo mere de bliver brugt.

God fornøjelse!

lørdag den 24. november 2012

noget til kolde fingre og stivnakker

Jeg har længe gået og tænkt på at lave risposer - både til ungernes pakkekalender og til mig selv, jeg har nemlig læst en del steder at man kan putte dem en tur i microovnen for derefter at bruge dem til at varme fx hænderne.

Og i går kom jeg så i gang og er ganske enkelt helt og aldeles fuldt ud tilfreds med resultatet.
Jeg brugte økologiske grødris og en smule tørret lavendel til fyldet, der kom ind i to lag stof for at være sikker på at der ikke så let kan gå hul i poserne når man bruger dem.


Jeg ved godt at det er lidt frås at bruge økologiske ris til projektet, men omvendt er poserne også lavet af genbrugsstof - både hvidt bomuldslærred fra et gammelt lagen og lidt retro jeg vandt i en give away hos den søde Marthe - så jeg synes det er helt ok at holde stilen og investere lidt flere penge i en god samvittighed.

Og så døjer jeg for tiden en del af stive nakkemuskler og hold i nakken, så det var jo oplagt at lave en længere rispose samtidig, som kan ligge over nakken eller skulderen.
Den fik dog et fint etui at ligge i, så der er mulighed for at vaske det, hvis det bliver snavset.

 
 
I aften står den på en omgang julehygge og jeg glæder helt overdrevet vildt meget til at hygge, spise brunkager og drikke gløgg (og sove længe i morgen eftersom ungerne er afsat hos bedsteforældrene)...


torsdag den 22. november 2012

julepynt til ørerne

Jeg fortsætter glad med at perle, men er begyndt at overveje, om jeg skal til at investere i de der miniperler fra Hama for at komme lidt væk fra det meget barnlige udtryk, som jeg synes der godt kan være i de ting jeg laver med midiperlerne.
Til gengæld kommer det jo så til at tage mindst tre gange så lang tid at lave de ting jeg gerne vil lave, hvilket helt klart er en demotiverende faktor for en som mig.

Men altså, jeg perler glad videre med yukis perler og har i dag lavet lidt til ørerne, så der er noget at pynte sig med når man skal til julefrokost og den slags mindre seriøse julefester.




 
Min klare favorit er selvfølgelig hjerterne, men flagene er også fine og julemændene kunne fx være et bud til når vi skal til julefest i gymnastikforeningen, hvor der kommer rigtig mange børn...

Min anden juleperleplade er også lagt færdig, strøget og monteret på ramme, så mangler jeg bare at lave broderiet og så er det klar til at komme op og hænge - og i år er jeg altså ikke i mangel af julehumør skulle jeg lige hilse og sige!

tirsdag den 20. november 2012

Perlerier

I dag skal jeg i Panduro og købe perler, ligesom jeg også var det igår - og det er ikke fordi jeg har brugt alle dem jeg havde købt, men mere fordi jeg stod med en pose brune perler i hænderne i går og tænke 'dem har jeg da ikke brug for, det har jeg jo derhjemme' og hvad fandt jeg så ud af..?
At jeg ikke havde nogle brune perler, men var blevet farveforvirret fordi jeg perlede sammen med Yuki forleden og hun konsekvent kaldte de grå perler for brune...

Her er perlepladeprojektet der skal ende som en ramme - måske omkring noget broderi.

 
Ja ok, det er måske en anelse kitch, men for fa'en hvor er det hyggeligt!

mandag den 19. november 2012

Fingerhækling

Et begreb jeg opfandt i går, da jeg havde siddet og fingerstrikket et halvt nøgle billigt uldgarn fra Bilka for derefter at hækle det til et hjerte.

Desværre havde jeg ikke en hæklenål i str 12 (hvem har lige det?) og derfor endte jeg med at bruge min pegefinger.
Resultatet er jeg selv tilfreds med, selvom jeg havde forestillet mig at jeg skulle have fingerhæklet det fingerhæklede igen inden det blev til et hjerte, men det kræver jo fuldkommen uoverskuelige mængder fingerstrik og garn - for ikke at snakke om en hæklenål der måske skulle hedde str. 20 (kan det overhovedet købes?).

Jeg er nu også meget godt tilfreds med størrelsen på hjertet, der enten skal ud og hænge på døren eller gives som gave. Nu må vi se, her er i hvert fald resultatet

 
Hjertet er hæklet på samme måde som de små julehjerter jeg tidligere har omtalt her
 
God dag til alle

fredag den 16. november 2012

En fredagsgave

Jeg var så heldig at modtage en pakke med posten i dag og pakken kom fra hende her og er en del af en craft it-forward blogleg, som jeg meldte mig til.

Og hvad var der så i pakken? Jeg har gået og været så spændt på hvad der mon ville komme ind ad min postkasse og her er så hele åbningsprocessen...

Fine sommerfugle på en orange pakke


Lyserødt bånd og meget fin håndskrift (gid jeg kunne skrive ligeså fint)
 


blomster og flere sommerfugle
 

 
Og inderst i pakken - voila, en fin lille taske med perler på lynlåsen og fint gulternet inderfoer (som jeg ikke lige fik et billede af)

 
Jeg er lidt ked af at mit rod lige kom med i hjørnet af det sidste billede, men jeg sad altså lige og malede på nogle julegavehemmeligheder da pakken kom.
 
Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg skal bruge tasken til, min første tanke var makeup, men den ide kom jeg hurtigt væk fra, dels fordi det vil grisse taskens fine foer helt til og dels fordi jeg slet ikke har så meget makeup at det kunne betale sig, i stedet går jeg og tænker nu på om ikke den ville være ideel til garn og hæklenåle til når jeg har projekter med i toget på vej til skole.
Det er jo en taske der inviterer til kreative tanker!
 
Og så er det jo min tur til at sende noget retur og jeg vil da ærligt talt gerne indrømme, at jeg bliver lidt bekymret for om jeg kan lave noget der nu også er pænt nok til at jeg kan være bekendt at sende det retur som svar på sådan en fin taske, men mon ikke jeg klarer den..? ;)

onsdag den 14. november 2012

For to år siden ...

... sad vi med vores nyeste familiemedlem i armene og var helt varme og bløde af kærlighed.

 
Og se så lige hvad der er sket på to år!

 
I dag kan lillesøster Kala (opkaldt efter min yndlingsblomst, en calla) alt lige fra at hoppe og spise havregryn med mælk uden at spilde til at lave ballade og lege sine helt egne lege eller kopiere sin storesøster og forældre helt ned i detaljen på bedste abekattevis.
Af gaver gav vi hende blandt andet en bog som jeg var vildt begejstret over at finde, fordi jeg selv husker den fra da jeg var barn: Den sultne larve Aldrigmæt
 

Og to små babyer fra Sylvanian Family fordi hun er meget optaget af babyer og var helt forelsket i den hendes storesøster fik til sin fødselsdag.
Hun var også lige inde i stuen og vinke og sige 'fa'vel muser' til dem inden hun tog afsted til vuggestuen.
 
 
 
Derudover fik hun tusser og en tegnebog samt et maxi perlepladesæt fra Hama med en sommerfugl, så mon ikke vi finder på noget at lave når hun kommer hjem senere...

mandag den 12. november 2012

Med hjertet på rette sted...

Og hvor siddet hjertet så bedst?
Det gør det da sammen med 23 andre hjerter på mercerniseret bomuld!
Jeg kunne ikke dy mig for liiige at skulle lave en hjertejulekæde i de klassiske danske farver også...


Vi er meget forelskede pt. hæklenålen og jeg!

tirsdag den 6. november 2012

en tur tilbage af de gamle stier

I anledning af at jeg læser dansk og gerne vil undervise i gymnasiet når jeg engang er færdig, var jeg i dag på gymnasiebesøg så jeg kunne se hvordan en undervisningstime foregår og jeg var 'helt tilfældigt' kommet til at melde mig til at være med på mit gamle gymnasium Aurehøj, som jeg faktisk ikke rigtig har set siden jeg i sin tid forlod det i en gammel overpyntet militærbil efter dimissionen.

Og det er så ved at være ti år siden.

Men bygningen lignede sig selv, bortset fra at der ikke var den der teenageusikkerhed og ugidelighed i kroppen - og at mit perspektiv var helt vendt om.
Pludselig blev man budt velkommen på 'lærerværelset' med croissanter og kaffe og undervisningen jeg overværede (dadaisme, Duchamp, Lundstrøm, Tzara osv osv) rummede jo ikke noget nyt for mig efter 2½ med dansk- og litteraturrelevante forelæsninger så fokus lå 100% på underviser og hendes interaktion med eleverne.

Og jeg kan kun sige én ting - for F*NDEN hvor jeg glæder mig til at være færdiguddannet og komme ud og undervise!

Her er lidt billeder fra da min fortid mødte min nutid


Netto. Der hvor jeg arbejdede og blev forelsket i S. der var ord- og talblind og derfor var mest på lageret og røg omkring tre pakker smøger på en dag.
 
 Der hvor man købte kanelbrød og kakaomælk når fransklæreren kom ind og satte sig ned med udtalelsen 'jeg gider sgu ikke rigtig undervise i dag, hvad siger i til at vi hygger med lidt bagerbrød og kakao?' (og der så alligevel blev undervist når varerne var blevet bragt til klasselokalet)

Der hvor man parkerede cyklerne når man tog bagvejen til gymnasiet 

Der under træet, hvor man røg sin første Camel (før røg jeg Prince ligesom min mor) med bedsteveninden.
Kastanietræet i gården som skolen også bruger til logo (og hvorunder der blev skudt en under anden verdenskrig!)
Og huset bagved, hvor der var billedkunst med Tine, det absolutte yndlingsfag og der jeg scorede min topkarakter ved afgangseksamen

Hovedindgangen der aldrig blev brugt (af mig ihvertfald) 

Der hvor man købte de bedste sandwiches til frokost, når SUen ikke var sluppet op


Og jeg kunne blive ved og ved og ville have taget en million billeder, hvis ikke det var fordi der var elever alle vegne - hvilket vist egentlig var godt nok ellers var denne blog blevet alt alt for lang...

mandag den 5. november 2012

en bedstemor til en bedstemor

Så blev hun endelig færdig, fødselsdagsgaven til min mor der efterhånden har haft titlen bedstemor i nogle år - og hvad er så mere passende end at give en bedstemordukke?


Gaven blev godt nok noget forsinket på grund af manglende overskud, både personligt og tidsmæssigt, og så var hun vist bare ikke rigtig klar til at blive færdig endnu på det tidspunkt, men nu var det altså tid og jeg er også selv godt tilfreds med resultatet.

Jeg er især vild med de små underbukser, der oprindelig er et mønster fra Marapytta, som hun havde lavet til et dukkesyningskursus med Tusindfryd (der selvfølgelig er hende der satte gang i mit dukkemageri med sine smukke smukke dukker og dukkebog).
Jeg har bare valgt at lave underbukserne helt enkle med en blondeelastik i kanten - der er bare noget lidt mere bedstemoragtigt over bomuldstrusser med blondeelastik fremfor de bloomers jeg ellers før har syet, synes jeg.


I dagens anledning kom der et lyserødt bindebånd i halsen fremfor en elastik og så skulle hun selvfølgelig have en bedstemorknold frem for fletninger eller rottehaler


jeg strikkede også et lille brunt sjal så hun ikke får kolde skuldre og kjolen er syet af en gammel børnekjole og så var det afsted til fødselsdagsfest - der faktisk var for min far.


Men han fik skam også en gave
 

Og så blev det mandag og jeg skal vist have et kig på min to do-liste. Det er vist noget med julegaver...